Psykoterapi

Min terapeutiske tilgang er psykodynamisk. I psykodynamisk terapi arbejder man med at understøtte positive forandringer i psyken. Der er fokus på at opnå indsigt og forståelse for den indre psykiske tilstand samt de psykologiske reaktioner, der opstår i samspillet med nære relationer.

I den psykodynamiske tilgang arbejdes fx med forsvarsmekanismer, der kan være opstået i barndommen, og hvordan man kan ændre de reaktionsmønstre, der ikke længere er gavnlige. Herved kan man få forståelse for dybereliggende indre konflikter, der kan ligge til grund for nuværende udfordringer. Det giver samtidig mulighed for at finde nye måder at tackle udfordringer på fremadrettet.

Sådan foregår psykoterapi

I psykoterapien er den terapeutiske samtale i fokus. Et terapiforløb hos mig tager udgangspunkt i en indledende samtale om, hvorfor du opsøger terapi, og hvad du ønsker dig af forløbet. Ud fra denne samtale finder vi sammen et terapeutisk mål og en retning for dit forløb. Jeg vil løbende tilbyde forskellige tiltag, som jeg mener kan give mening for din proces. Men det er dig der bestemmer, hvad vi skal arbejde med, og hvilken tilgang du ønsker.

I den terapeutiske samtale anvender jeg primært teori og metode fra den psykodynamiske tradition, hvor nuet og de umiddelbare reaktioner vil være omdrejningspunktet. Jeg anvender også teori og metode fra den eksistentielle psykoterapi, hvor din oplevelse af at være og finde mening i tilværelsen kan udforskes gennem dine følelser, tanker eller adfærd, samt fra neuroaffektiv psykoterapi, hvor viden om nervesystemets funktion kan anvendes til fx at skabe mere ro i kroppen. Metoderne kan supplere hinanden og anvendes sideløbende.