Musikterapi

Musikterapi er en evidensbaseret behandlingsform, der bygger på grundig forskning relateret til praksis. Der forskes i musikterapi i hele verden og med mange forskellige målgrupper, fx børn med autisme, voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser og tidligt fødte spædbørn på neonatal.

Siden årtusindeskiftet er der kommet mere fokus på forskning i musikterapi med forældre til spædbørn på neonatale afdelinger. Forskningen viser, at forældrene oplever reduceret angst, stress og depressive symptomer samt øget velvære. Samtidig er musikterapien med til at styrke forældre-barn-tilknytningen og forældreidentiteten.

I musikterapi anvender man musikalske interventioner til terapeutiske formål. Det kan være sangskrivning, der fortæller historien om dit barns fødsel, musiklytning, der giver dig en pause fra dine bekymringer, eller musikalsk sammenspil, der giver dig mulighed for at give slip på en svær følelse.

Sådan foregår musikterapi

I musikterapien anvender jeg overordnet set to forskellige tilgange: receptiv musikterapi og aktiv musikterapi.

I receptiv musikterapi vil du som klient modtage musikken fx gennem en guidet afspænding og musiklytning. Her anvender jeg ofte klassisk musik til fx at regulere dit nervesystem og give dig en oplevelse af mere ro og velvære.

I aktiv musikterapi spiller eller synger vi sammen fx i en musikalsk improvisation. Ved aktivt at spille og synge kan du udtrykke, bearbejde og rumme følelser og oplevelser, der ellers kan være svære at italesætte.

Musikterapien kan fungere som egen omsorg og give et trygt rum til at mærke de svære følelser. Og musikken kan give anledning til at opdage og udforske følelser, som du måske ikke var klar over du havde.

Du behøver ingen musikalske forudsætninger for at kunne deltage i aktiv musikterapi.