Efterfødselsreaktioner

Efterfødselsreaktioner er en betegnelse for de reaktioner, der kan opstå i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel. Det kan være fødselsdepression, fødselsangst, belastningsreaktion efter en traumatisk fødsel eller hospitalsindlæggelse af spædbarnet, samt identitetskrise som reaktion på den nye rolle som forældre. Det gælder altså alle reaktioner uanset om de opstår før, under eller efter fødslen.

Nogle oplever angst for selve fødslen, andre oplever en tomhedsfølelse efter fødslen, mens andre igen har svært ved at knytte sig til barnet. Disse oplevelser kan opstå både hos den gravide og hos partneren. Fædre, medmødre eller andre omsorgspersoner kan derfor også blive ramt af efterfødselsreaktioner.

Symptomer på en efterfødselsreaktion kan være:

  • Nedtrykthed
  • Udtalt træthed
  • Overfladisk eller anspændt vejrtrækning
  • Tankemylder og uoverkommelige bekymringer
  • Søvnproblemer
  • Koncentrationsbesvær
  • Skam og skyldfølelse
  • Vrede og irritation

Sammen med disse symptomer kan man være i tvivl, om man er god nok som forældre, og om man kan drage omsorg for sit barn. Det kan også være oplevelsen af, at man ikke elsker sit barn, eller er bange for at gøre skade på barnet.

Hvis du oplever nogle af ovenstående symptomer som gravid eller nybagt forældre, så kan det være en efterfødselsreaktion.